Fritidspædagogisk grundlag
Det fritidspædagogiske arbejde i både klub og SFO på Skolen ved Bülowsvej bygger på Frederiksberg kommunes børnesyn:
“Børn har værdi i sig selv. Børn er kompetente og aktive agenter i eget liv. Børn har betydningsfuld viden om sig selv og har ret til at udtrykke egne holdninger og synspunkter og de kan forvente at blive taget alvorligt. Børn gør det godt, når de kan. De gør det, som giver bedst mening i de situationer, de befinder sig i og i de rammer, vi tilbyder dem. Børn kan forvente, at voksne respekterer dem, inddrager dem og passer på dem. Det er de voksnes ansvar at sikre børnenes grundbehov for: Tryghed (i relationerne og tryghedsskabende omgivelser) Autonomi (oplevelsen af medbestemmelse) Kompetence (oplevelsen af at kunne mestre) Samhørighed (oplevelsen af at være i relation) At bidrage (oplevelsen af at føle sig værdifuld og betydningsfuld) Sundhed (bevægelse, hvile, kost)”
Lokalt præciserer vi børnesynet og vores pædagogiske tilgang i skolens 10 pædagogiske dogmer. Disse udspringer af indholdet i kommunens syv børneløfter samt summen af de psykolog faglige og pædagogiske handleanvisninger i to hundrede gennemgåede PPVer.
Grundlæggende bygger det fritidspædagogiske arbejde på fire grundtanker; fællesskaber, relationer, trivsel og dannelse. De kan beskrives hver for sig i tanke og handling, men i det daglige arbejde med børn og unge er de fire områder vævet ind i hinanden.
I det daglige pædagogiske arbejde på Skolen ved Bülowsvej kommer grundtankerne i spil på måder, der relaterer sig til børnenes (oplevede) alder og den situation de udspilles i. En tydeliggørelse af pædagogers arbejde og den dertilhørende pædagogfaglighed i fritid og skole er derfor ikke entydig.
Den fritidspædagogiske forståelse baserer sig på, at det er i orden at begå fejl, at være undersøgende og at kunne slippe fantasien løs gennem eksperimenter og aktiviteter i spændingsfeltet mellem det planlagte og spontane. De kreative og skabende aktiviteter som pædagoger igangsætter bidrager til dette og udvikler samtidig praktiske kompetencer hos børn og unge.
Fællesskaber:
Pædagogerne på Skolen ved Bülowsvej har stor viden om børn og unge, og de fællesskaber de indgår i. Det har pædagogerne, fordi de tilbringer tid sammen med dem i flere forskellige arenaer og sammenhænge. Pædagogerne er med i overgange fra undervisning til fritid, i undervisningens overgange; fra indskoling til mellemtrin, til udskoling, til efterskole, til ungdomsuddannelse og i fritidens overgange; fra dagtilbud til SFO, fra SFO til klub og ungdomsklub samt overgange til foreningsbaserede fritidsaktiviteter.
Dermed er pædagogerne en af grundstenene i at give børnene på Skolen ved Bülowsvej en tryg start, uanset hvilken overgang der er tale om. Dette stemmer godt overens med Frederiksberg Kommunes børneløfte om at give børn en tryg start.
I både skole- og fritidsdel arbejder pædagogerne bevidst med at støtte og udfordre børn og unge i deres valg og fravalg af fællesskaber og aktiviteter. Vi har opmærksomhed på, hvad børn og unge er optaget af, og støtter op om deres valg og udfordrer deres fravalg af aktiviteter. Pædagogerne motiverer, insisterer og inviterer, når de skaber frivillige fællesskaber på tværs, og når de starter nye aktiviteter op. Fokusset på børn og unges deltagelsesmuligheder er helt centralt i både skole og fritid, da det er et kommunalt børneløfte, at vi sikrer at invitere børnene ind i et godt fællesskab.
Dét, at være sammen om noget er afgørende for pædagogers praksis og samvær med børn og unge. Det er i arbejdet med ‘det fælles tredje’, hvor børn og unge i fællesskab med de voksne indgår i en given enten spontan eller planlagt aktivitet, at fællesskabet udvikles. Aktiviteten kan f.eks. være samtale om et emne, leg, kreative eller fysiske aktiviteter, ture, kolonier, overnatninger m.m. Uanset hvad binder aktiviteten deltagerne sammen og bidrager til udviklingen og følelsen af fællesskab.
Vores arbejde med aktiviteter og ‘det fælles tredje’ styrker desuden børnenes praktiske kompetencer og understreger det brede læringssyn, som vi fritidspædagogisk arbejder ud fra i både fritids- og undervisningsdel.
Relationer:
Pædagogernes faglige blik for hvordan børn og unge skaber fællesskaber og (gen)forhandler deres deltagelse og venskaber, handler om en faglig forståelse og forholdemåde i arbejdet med deres indbyrdes relationer.
Hos os tager fagligheden i denne sammenhæng afsæt i vores forståelser af børns og unges udvikling af både personlighed og sociale kompetencer.
Pædagogisk arbejder vi ud fra en forståelse af at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Det gør vi ved at lade børnene mødes i præstationsfrie rum, hvor aktiviteten er tilpasset det udviklingstrin, barnet opleves (oplever) at være på. Differentieringen i aktiviteten betyder, at det voksenstyrede fælles tredje kan bruges som løftestang for relationer på tværs af alder, køn og forudsætning. Dermed inviterer pædagogerne også til relations dannelse udenfor det allerede givne klassefællesskab.
Skolen ved Bülowsvejs grundværdi om at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn og unge, lægger i forlængelse af det kommunale børneløfte om at invitere alle ind i et godt fællesskab.
Trivsel:
Det fritidspædagogiske arbejde med trivsel handler om at styrke det enkelte barn i oplevelse af at være god nok, at være en del af noget større og at være accepteret af andre som man er og at have en ven. Pædagogerne på Skolen ved Bülowsvej er med skabere af et mange facetteret undervisnings- og fritidstilbud, som skaber deltagelsesmulighed for en børnegruppe, med individer der er lige så forskellige, som vi voksne er.
Pædagogerne skaber trygge børnefællesskaber ved både at være tilgængelige og medskabende, men også ved at give plads til børnenes frie leg og udforskning af fællesskaber på egen hånd.
Vigtigheden i at opleve at være valgt til og have venner er centralt i børn og unges liv. I den forbindelse er det fritidspædagogiske arbejde med børne- og gruppecentreret stilladsering et vigtigt element, for at få social usikre børn til at opleve at være en del af et fællesskab. Arbejdet med det fælles tredje (noget) kan løfte fokus fra det enkelte barn over til aktiviteten, hvilket skaber mulighed for social træning uden en oplevelse af at være i fokus.
Dannelse:
På Skolen ved Bülowsvej og i Frederiksberg Kommunes Børneløfte om inddragelse og medindflydelse er pædagogernes arbejde med børn og unges demokratiske dannelse, trivsel og læring indlejret i skabelsen af børnefællesskaber. Dannelsesaspektet bygger på demokrati og demokratiske spilleregler og ligger til grund for den fritidspædagogiske forståelse af, at børn og unge skal have indflydelse på beslutningsprocesser i de fællesskaber, som de indgår i, samt mulighed for med- og selvbestemmelse.
På Skolen ved Bülowsvej handler fritidspædagogikken om at styrke børns og unges evne til og mulighed for at påtage sig ansvar, for at indgå i forpligtende fællesskaber og for at styrke udviklingen af deres selvstændighed og handlekompetencer.
I arbejdet med fællesskaber handler det om at give børn og unge et godt udgangspunkt for at tage selvstændig stilling og at skærpe deres opmærksomhed og dømmekraft. Gennem fællesskabet, hvor der både skal findes kompromiser og tages hensyn til forskellige synspunkter, øver pædagogerne børn og unge i den inkluderende dialog og arbejder for, at alle tillægges betydning og dermed oplever sig værdifulde.
På den måde styrkes børnene til at tage de første skridt i at mestre de rettigheder, muligheder og forpligtelser, der knytter sig til det at være en del af et demokratisk samfund. Alt sammen handlinger der taler ind i Frederiksberg Kommunes Børneløfte om at give børnene et godt afsæt.